Af Jakob Leander, Technology & Consulting Director, Devoteam
Virksomheders første AI-projekter bør fokusere på lave omkostninger og risici samt hurtige resultater. I denne artikel gennemgår vi en sikker og effektiv fremgangsmåde.
AI har et enormt potentiale, og udviklingen foregår i rivende fart. Hvordan skal den enkelte virksomhed begynde at arbejde med AI?
Målsætningen for de første AI-projekter bør være:
- Lave omkostninger.
- Hurtige, konkrete resultater.
- Minimal risiko for overtrædelse af reguleringer, f.eks. vedrørende persondata.
- Ingen utryghed blandt organisationens medarbejdere.
Brug standardmodeller og start internt
Denne fremgangsmåde er populær hos mange af vores kunder:
- Brug standardmodeller som fundament, f.eks. ChatGPT (generativ AI) eller Whisper (tale-til-tekst). Det vil være både bekosteligt og risikabelt at udvikle egne modeller fra bunden.
- Start med en løsning til internt brug og egne data, hvorved risikoen for at komme i karambolage med eksempelvis GDPR-regler minimeres.
- Oplagte eksempler er AI-ficering af interne dokumenter, hvor indholdet er bredt tilgængeligt og forhåndsgodkendt – som regelsæt og politikker.
Positivt budskab til medarbejderne
Ved at bruge AI på f.eks. en medarbejderhåndbog vil medarbejdere kunne stille spørgsmål til systemet og modtage hurtige, præcise svar. “Min kone skal føde om to måneder. Hvor meget barselsorlov er jeg berettiget til, og hvornår kan jeg afholde den?” Mange virksomheder har allerede en digitaliseret medarbejderhåndbog med en simpel søgefunktion, men her skal medarbejderen stadig selv studere og tolke indholdet. Med AI kommer der et konkret svar i løbet af sekunder.
Den åbenlyse fordel er effektivitet, men det er ikke den eneste. Løsningen demonstrerer også over for medarbejderne, at AI er en hjælp og ikke en trussel. Teknologien tager sig af de rutinemæssige, kedelige aspekter af jobbet, og medarbejderen kan fokusere på mere interessante opgaver.
Stort potentiale inden for sagsbehandling
AI’s evne til at analysere forhåndsgodkendte regler og svare på spørgsmål rummer betydelige perspektiver. F.eks. kan princippet benyttes i sagsbehandling, hvor vi ser et stort potentiale. Medarbejderen bruger ofte en væsentlig del af sin tid på at gennemlæse og tolke regelsæt eller finde den nyeste lovtekst f.eks. inden for dagpengeregler.
Læs også: AI kan blive din nye, trofaste ESDH- / ESM-assistent
Ved hjælp af AI kan medarbejderen nøjes med at stille systemet specifikke spørgsmål som “Hvordan er reglerne i denne situation?” eller “Hvilke opdateringer af reglerne har der været inden for det sidste halve år?” Medarbejderen får dermed frigivet tid til f.eks. rådgivning af klienter.
Trust, but verify
AI-løsninger bør inkludere kvalitetstjek udført af mennesker – også når der er tale om forhåndsgodkendte data. “Trust, but verify,” som ordsproget anbefaler. AI er ikke et vidundermiddel men et værktøj.
Udviklingen inden for AI fortsætter i højt tempo, og der dukker konstant nye muligheder op. Tricket er at applikere dem til den enkelte virksomheds situation og samtidig undgå unødvendige risici.
Sådan skaber din virksomhed en sikker og velinformeret AI-assistent
Dette white paper giver dig indsigt i nogle af de fordele din forretning kan få ved at skabe jeres egen AI-assistent og en trin-for-trin guide til, hvordan du gør i praksis.
Du kan også kontakte Jakob Leander på e-mail, jakob.leander@devoteam.com, hvis du vil høre mere om den optimale anvendelse af AI.