Skip to content

Bring digitale teknologier i spil – Devoteam valgt som kursusleverandør til staten

Digitaliseringsstyrelsen har netop valgt Devoteam som leverandør af kursuspakken ”Bring digitale teknologier i spil” i regi af Statens Digitaliseringsakademi.

Kursuspakken kommer til at bestå af praksisnære kurser og ekspertoplæg til medarbejdere og ikke mindst en masterclass for ledere.

Samlet skal kurserne styrke de statslige ledere og medarbejderes evne til at arbejde med teknologier som fx RPA, IoT og Machine learning, så de bliver i stand til at tage aktivt del i en udvikling med digitale løsninger i front. Den skal med en praksisnær og hands-on tilgang klæde statens generalister på til at kunne vurdere, hvor og hvordan nye teknologier kan lette sagsgange og være med til at skabe bedre velfærdsløsninger.

I Devoteam glæder vi os til at undervise statslige medarbejdere og ledere i de teknologier, som vi til dagligt arbejder med, i såvel stat, som i den øvrige del af det danske samfund. Jeg er sikker på, at vi med vores kombination af konkret erfaring med teknologierne, store kendskab til den statslige sektor og vores erfaring med at udvikle og afholde kurser går et spændende og berigende samarbejde i møde, siger senior partner i Devoteam, Per Eeg.

Kurserne gennemføres i en vekselvirkning mellem tilstedeværelsesundervisning, teknologi-labs og online forløb, hvor den grundlæggende gennemgang af teknologierne primært vil foregå ved online undervisning, mens drøftelsen af anvendelsen i deltagernes hverdag og en række af de tilknyttede perspektiver primært vil foregå ved tilstedeværelsesundervisning.

Kurserne leveres i samarbejde med Digitaliseringsinstituttet – DINST.

I arbejdet med kurserne vil Devoteam trække på deres store erfaring med online formidling, som det senest er sket i vores succesfulde oplægsrække Devotalks.