Skip to content

Fremtidens muligheder for den digitale CFO

Fremtidens digitale CFO skal udnytte de teknologiske muligheder til at transformere sig selv og til at positionere sig som den strategiske partner til den øvrige organisation. 

Jeppe Bach-Schandorff er konsulent hos Inviso og har mere end 10 års erfaring i at rådgive CFO’er om digitalisering og forandring af finansfunktioner ved at skabe gennemsigtighed i data.

Som konsulent har jeg den fornøjelse at møde og samarbejde med en væld af dygtige og kompetente ledere i dansk erhvervsliv. Selvom jeg har løst en lang række forskelligartede opgaver de seneste 10 år, har jeg haft et særligt fokus på at rådgive og løse problemer for CFO’er og finansafdelinger, med fokus på hvordan man bliver mere datadrevet og får udnyttet mulighederne til at skabe forretningsmæssige initiativer.

Vi har i de seneste mange år snakket om at CFO’en skulle påtage sig rollen som være den strategiske forretningspartner. Det er min klare oplevelse, at der er sket et ryk i den rigtige retning de senere år, men også at denne positionering stadig synes noget uforløst i mange tilfælde.


For mig at se er der fire centrale områder, som fremtidens digitale CFO, eller finansleder, bør forholde sig til og kunne mestre for at være ordentligt klædt på for, for alvor, at kunne blive en strategisk forretningspartner.

#1: Udnyt teknologierne som løftestang

Teknologi er unægtelig en vigtig brik i puslespillet omkring digitalisering. Og tiden er til det, for det er både blevet nemmere, mere tilgængeligt og billigere at investere i digitalisering. Det være sig cloud computing, ML/AI, Robotic Process Automation (RPA) og low code/no-code analytiske værktøjer. Ved at mestre og lede forandringen gennem automatisering af finansprocesserne kan CFO’en løfte sig selv ind i den digitale transformation. Ud med manuelle, repetitive og tidskrævende opgaver. Ind med hurtige og automatiserede datamodeller, der sikrer konsistente og akkurate transaktionelle data. 

 #2: Husk udvikling af medarbejdere

At have frigjort ressourcer gennem effektivisering af finansprocesserne giver CFO’en rum for at sammensætte et hold med et nyt mix af kompetencer. Ikke at vi skal glemme behovet for de klassiske regnskabsmæssige kompetencer. Men grib muligheden for at indlemme og udvikle medarbejderne med fx en mere teknisk profil, der kan gribe de analytiske udfordringer ved brug af teknologi.

Samtidig bør CFO’en imødegå at de færreste vidensmedarbejdere ønsker at bidrage med ‘pseudoarbejde’, men hellere vil anvende tiden på mere værdiskabende analyser, hvor historien bag tallene skal oversættes til nye forretningsinitiativer. 

#3: Bredere blik på virksomhedens værdiskabelse

Selvfølgelig skal CFO’en altid være garant for at regnskabsmæssig information er korrekt og rettidig. Dog skal CFO’en udnytte, at vedkommende naturligt er placeret centralt i organisationen, og at data naturligt flyder ind og omkring finansfunktionen. Vigtigheden af data – det være sig både finansiel som ikke-finansiel data – skal udnyttes til at favne bredere i organisationen end blot finansafdelingen. Her skal nye teknologier komme i spil og anvendes til at opsamle, berige og behandle data til at skabe mere fremadrettet operationelle analyser. 

#4: Tag en ledende rolle i transformationen

Ved at udnytte ovenstående bør ambitionen stadig være, at CFO’en påtager sig en mere aktiv og ledende rolle i at præge virksomhedens retning og transformation i en bredere forstand. CFO’en bør positionere sig selv mod virksomhedens øvrige interessenter og analytisk bidrage til virksomhedens vækst. Udøve evnen til at forstå og sætte forretningsanalyser i relation til den strategiske kontekst eller særlige kritiske fokusområder. På den måde kan CFO’en være central i at skabe et bedre grundlag for at træffe beslutninger på baggrund af fakta og mindre på baggrund af mavefornemmelser, som økonomichef i McDonalds, Jacob Hansen, beskriver det.

Jeg håber, at ovenstående kan være en inspiration til, hvordan du kan gøre din finansafdeling mere fremtidssikret, og hvilke områder du som CFO, med fordel kan fokusere på. Man behøver ikke starte med et stort projekt, det er vores projekt med finansafdelingen i ATP Ejendomme et godt eksempel på, som man kan læse mere om her.

Lad os tale om dit finanssetup

Hvis du er interesseret i at høre mere om, hvordan vi arbejder med at gøre CFO’er og finansorganisationer bedre til at arbejde med data, kan du læse mere på vores hjemmeside, eller give mig et praj på Jeppe@inviso.dk eller ræk ud til mig på Linkedin, jeg er altid åben for en kop kaffe og en snak.